Måske du også tænkte at 2020 blev magisk?
Jeg havde i hvert fald pænt store forventninger da vi gik ind i året…

En forventning om et særligt år. Med en klar intention om at skabe en større forandring, med en tanke om at flytte base og se om jeg på den måde kunne skabe mere grounding ved at gøre udlandet til mit hjem, fremfor at pendle mellem eventyr og Danmark on/off.  

Her 9 måneder efter, ser jeg tilbage på et år hvor jeg aldrig har set og oplevet så meget af Danmark som nu.

Et år hvor absolut intet er gået som planlagt, men hvor alting alligevel faldt på plads på sin helt egen måde og gav mig noget af den grounding og forandring som jeg havde manglet.

Et år hvor jeg tænkte at yoga og Portugal blev det der blev årets overskrifter, men hvor det endte med at jeg brugte hele sommeren i Danmark på surf, Vesterhavet og på ikke mindst at bygge rammerne om et helt andet set-up for DogCoach fremadrettet.

Jeg mærker mig selv smile stort når jeg passerer byskiltet ind i Klitmøller, som efter mange ugers ophold efterhånden føles meget hjemmevant.
Og jeg mærker at den ro som jeg har haft ledt efter, findes når jeg går igennem klitterne ned mod Vesterhavet om morgenen eller padler ud om eftermiddagen.

Og er det egentlig ikke besynderligt, at vi nogle gange gør tingene så meget mere komplicerede end de behøver at være. At det vi leder efter måske i virkeligheden er meget tættere på end vi tror.

At man selv i denne lillebitte by i Thy kan mærke den internationale iværksætter ånd som jeg elsker at være en del af, når jeg er i udlandet. Og hvor følelsen af at mødes med en række nationaliteter på tværs af interesser i høj grad matcher den man får når man sidder i Ubud på Bali eller i Ericeira i Portugal.

Energien der opstår når passionerede mennesker mødes, med en åbenhed, interesse og et fællesskab (i dette tilfælde surf) og hvor man får indsigt i hvor mange forskellige måder tilværelsen kan skrues sammen på, hvis man altså ønsker at tænke ud af boksen.

Her kommer folk i kortere eller længere perioder for at dyrke deres passion, og bor i alt fra camper vans, sommerhuse, værelser og campingpladser og tilrettelægger og arbejder på en måde som giver dem den allerstørste mulig frihed, til at kunne surfe præcist når vinden og bølgerne er de helt rigtige til det.

Det betyder rigtig mange digitale entreprenører, eller mennesker med en række forskellige typer jobs. Folk som har bygget deres tilværelse efter andre parametre end de traditionelle, og efter en høj grad af frihed som giver dem mulighed for at gøre det de elsker, præcist når det passer vejret bedst.
For bølger og vind venter altså ikke altid til kl er 17.00 og du har fri.

En af de bagsider der kan være ved ultimativ frihed er rastløsheden som ofte følger med et liv på farten.
Her har 2020 netop betydet mere ro.  At det at være begrænset til at være et sted, trække stikket og være på samme location har efterladt tid til mere refleksion, fokus og stilhed.

At det med at planer har været nærmest umulige, har tvunget os til at tage én ting af gangen og nyde der hvor vi er lige nu – fremfor at have hovedfokus på fremtiden.

Hvad så med Portugal planerne spørger mange af jer?

Altså lige nu, er jeg ved at erkende, (og acceptere) at det med planer i 2020 simpelthen ikke er muligt.
At Portugal bestemt ikke er skrinlagt, men at det ikke giver mening, så længe Covid gør det svært at være pendler.

2020 har måske ikke været det sjoveste år, men det har bestemt været det et af de mest lærerige.
Et år hvor jeg lærte, at du har en plan til du får en ny. Og at det du drømmer om, måske blot kommer til dig i en helt anden form end forventet.

Og at jeg, uanset om der står Klitmøller eller Ericeira på eventyrkortet, stadigvæk føler mig meget privilegeret over at have muligheden og friheden til at kunne tage mit job med under armen.

At kunne slå kontoret op, der hvor jeg føler mig bedst tilpas, og at kunne vælge at udskifte rammer og være omstillingsparat når jeg har behov for det.

Forandring var mit ord for 2020, og det er jeg slet ikke i tvivl om at året allerede har indfriet på alle planer – også selvom det blev på en helt anden måde end ventet.

Hvad har du mon taget med fra dette helt særlige år, som du ikke havde regnet med?